Flyndersø Mølle

- Porten til Naturparken



Projekttype       Idékonkurrence - Stedet Tæller X
Projektejere      Realdania
                           Ny Carlsberg Fondet
Areal                  4.000 m2
År                       2024, afsluttet
Samarbejde       Manshaus Arkitektur Aps



En Port – En Historie – Et Landskab

Med respekt for Møllehuset og den historie der fortælles på stedet, er der med stilfærdige og præcise greb givet plads til både fornyelse og genkendelighed. Et skår igennem bygningen åbner sig, byder velkommen til de besøgende og indrammer et smukt billede af naturparken. Til enhver tid er der et smukt forløb fra ankomsten igennem Møllehuset til søbredden og Flyndersøs unikke landskab. Stedet og omgivelserne formidler en række smukke historier om møllegården samtidigt med at det enkle og tydelige ankomstforløb understreger Møllehusets nye rolle som port til Naturparken.

I det overdækkede uderum kan man tage en pause godt i læ for regn og vind mens man orienterer sig om stedet. Skulle der være lukket, kan man se ind i det smukke og fleksible udstillingsrum. Det enkle rum kan på samme tid formidle huset kulturhistoriske værdier, og danne ramme om en moderne formidling. Et rytterlys der følger hele tagryggens længde, skaber optimale dagslysforhold til rummene. I madpakkerummet er der plads til en hel skoleklasse som kan undervises med udsyn til udstillingen.

Møllehuset ligger, præcis som i dag, som et ikonisk bindingsværkshus i et grønt landskab. Forslaget ønsker på én gang at bevare dette enkle og smukke billede og skabe en markant fornyelse ved at tilføje elementer, som forvandler muligheden for brugen af stedet og i såvel skala som materialevalg respekterer historien, stedet, landskabet og
naturen.






Porten til Flyndersø

Møllehusets nye portmotiv understreges af en enkel sti der leder fra parkeringspladsen igennem det overdækkede opholdsrum, til Søbreddens tilbud. Herfra leder stien til en boardwalk, som med et stort bueslag skaber en smuk forbindelse langs bredden til søens åbne vandspejl. På den måde bindes hele oplevelsen – fra ankomst og parkering i den gamle møllegård til den uforstyrrede udsigt over Flyndersø – sammen i én bevægelse som på samme tid er enkel og nuanceret - og selvfølgelig tilgængelig. Møllehuset enkle og inviterende indre kan være destinationen for et besøg, eller blot tilbyde tørvejr på en regnfuld dag. Huset er genkendeligt i sit ydre og lyst og fleksibelt i sit indre.


Møllegården og parkering

Den forhenværende møllegård som stadig manifesterer sig på engen overfor møllehuset, omdannes til et oplevelsesområde og en parkeringsplads.
Træbevoksningen udtyndes og opstammes, og gårdens fodaftryk markeres med en kombination af tørvediger og brostensbelægning. Reminiscenser af gården: sokkelsten, tegl, belægninger mm. kan indarbejdes eller forblive. Mellem træerne kan børn og voksne gå på opdagelse eller lege i Møllegårdens rum. Beplantningen og tørvedigerne er med til at skjule parkeringen fra vejen. Parkeringen er udlagt efter princippet ”hvor der er plads”, og i en retning der giver et smukt kig imod møllehuset. Buslommen er pragmatisk placeret langs Flyndersøvej og benytter sig af at bussen kan ankomme af grusvejen fra Estvadgården (eller køre en omgang efter afsætningen)

Bæredygtighed

Forslaget bygger på at gøre effektfulde men minimale indgreb i det eksisterende byggeri. Både af respekt for den historie der fortælles på stedet og ikke mindst for at generere det laveste klimaaftryk. Den bedste måde at bygge bæredygtig er at bygge og anlægge mindst muligt.
Såvel bygning som landskab kan udføres med traditionelle byggematerialer, med lavt co2-aftryk og lang holdbarhed.
Til den bærende tagkonstruktion bruges der træ, som er en fornybar ressource der har gode evner til at lagre co2. I gulvet anvendes genbrugstegl og hvis der er behov for at efterisolere indvendig i byggeriet, foreslås det at bruge diffusionsåbne isoleringsmaterialer som Hempcrete der består af hamp, kalk og vand, eller Diasen der består af kalk og kork. Der efterstræbes at genbruge så meget som mulig af et eksisterende hus efter en nøje gennemgang af vinduer, bindingsværk mm.
I landskabet er belægningsgraden lav og biodiversitetsgrundlaget højt. Alle de reminiscenser af ældre belægninger der findes på stedet kan anvendes i de nye belægninger, som består af traditionelle materialer med en næsten uendelig levetid.
LANDSKABSARKITEKTER  -  KIRKEGÅRDSKONSULENTER
BYRUM OG OMRÅDEFORNYELSE  -  KLIMA OG BIODIVERSITET  -  KYSTSIKRING  -  KULTURARV  -  OMSORG OG TILGÆNGELIGHED
PLANLÆGNING  -  UDVIKLINGSPLANER  -  KULTURARV  -  VANDHÅNDTERING  -  BIODIVERSITET  -  BÆREDYGTIGHED  -  TILGÆNGELIGHED  -  FREDNING  -  DIGER  -  OPHOLD  -  PARKERING
RÅDGIVNING  -  DESIGN  -  UDBUD  -  FAGTILSYN  -  DRIFT


SKAARUP LANDSKAB
Graven 3
DK-8000 Aarhus C
(0045) 23 43 46 42
avs@skaaruplandskab.dk